Next Mobility Sønderborg overtager Škoda

Bilforhandleren Martin Iversen i Sønderborg giver Škoda forhandlingen videre til Next Mobility Sønderborg, som samtidig overtager lejen af alle bygningerne på Alsgade. Ford-delen overtages af Pedersen & Nielsen på Ellegårdsvej i Sønderborg.

Pierre Iversen er 3. generation i familievirksomheden Martin Iversen, som hans farfar startede i 1934. For Pierre Iversen har overvejelserne omkring salget til Next Mobility været en vemodig proces: ”Siden jeg overtog fra min far og onkel i 2003 er der sket en kæmpe forandring i bilbranchen, og jeg må desværre erkende, at Martin Iversen er blevet for lille. Det har i processen været vigtigt for mig at sikre så mange arbejdspladser som muligt, og sikre at kunderne kommer godt videre på et lokalt værksted. Og det føler jeg mig overbevist om er tilfældet med Next Mobility samt Pedersen & Nielsen.” Udtaler ejer af Martin Iversen, Pierre Iversen.

I bilbranchen er størrelsen på din virksomhed blevet en væsentlig faktor. Det har Pierre Iversen erkendt og derfor truffet beslutningen om, at lade større organisationer overtage forretningerne i Sønderborg. Hovedparten af de nuværende medarbejdere er sikret job hos enten Next Mobility Sønderborg eller Pedersen & Nielsen.

Overtagelsen er et led i en større plan for Next Mobility

Next Mobility startede deres organisation i 2019, da forretningerne i Tønder og Ribe blev enige om at udvide sammen. I dag har de Volkswagen og Škoda forhandlingen i næsten hele Sydjylland samt i Svendborg.

”Det er meget positivt for os, at vi nu dækker et større område i Syddanmark. Vi ønsker Pierre Iversen alt det bedste, han har drevet en god og sund forretning på Alsgade i Sønderborg, som vi nu er glade for at kunne drive videre.” Udtaler bestyrelsesformand for Next Mobility Torben Madsen.  

Volkswagen forhandlingen flyttes til Alsgade

Next Mobility Sønderborg forhandler i dag Volkswagen på Ringgade 211, den forhandling rykker de til Alsgade 60-62 i de nuværende Ford lokaler til april. Dermed samler Next Mobility deres nu tre forhandlinger med Volkswagen, Škoda og Seat i Sønderborg på én adresse fra 1. april 2024.

Direktør for Next Mobility Sønderborg Mogens Tryk Kastbjerg glæder sig til, at de skal flytte Volkswagen forhandlingen til Alsgade samt, at de bliver flere mærker samlet. ”Der er ingen tvivl om, at for os og vores kunder er det meget positivt, at vi kan rykke i nye lokaler den 1. april.” fortæller Mogens Tryk Kastbjerg.

Next Mobility består i dag af i alt otte forretninger, der forhandler Volkswagen i Haderslev, Ribe, Tønder, Svendborg, Sønderborg og Aabenraa. Herudover forhandler de Škoda i Ribe, Svendborg, Tønder og Aabenraa samt er autoriseret Audi Servicepartner i Aabenraa.